styling af bukser

Inspiration til styling af dine bukser

I februar temaet i Sysiden har vi sat fokus på klassiske bukser med læg og skrålommer. Men hvordan styler man lige sådan et par bukser, uden at de bliver alt for maskuline og klumpede?

Louise, som er vores forside model i februar magasinet, har stylet sine klassiske bukser med stilletter og en jersey bluse med vandfald i ryggen (som i øvrigt er fra januars Sysiden magasin). Det giver en skøn feminin kontrast til bukserne, som vi synes er fuld af god stil.

God stil i din styling

Hvad der er “god stil” til dig, kommer naturligvis an på, hvordan din personlige stil er. Men også hvilket stof, du har syet dine bukser i. En klassisk uldblanding giver et helt andet udtryk til bukserne end fx. en viscose eller bomuld, og om stylingen bliver en succes eller ej, afhænger meget af om overdelene passer sammen med buksernes udtryk.

Hvis du tænker “det der styling, det er ikke noget for mig”, så stop lige op en gang. For styling behøver faktisk hverken være super fancy eller spor besværligt.

Styling går i alt sin enkelthed ud på at sætte 2 eller flere stykker tøj sammen, og eventuelt tilføje nogle accesories som smykker, sko eller måske en taske. Kort sagt: at tage tøj på, og gøre sig klar til at gå ud ad døren.

Der, hvor styling bliver interessant, er når man begynder at se på, om man får en bedre følelse med sig selv og sit tøj, hvis man fx. vælger en anden bluse til sine bukser. Eller en anden jakke. Eller slet ikke nogen jakke.

Prøv at lege med din styling foran spejlet. Se hvad du har i skabet, og kombiner det med dine bukser. Lad din mavefornemmelse guide dig, mens du styler (a.k.a leger levende påklædningsdukke med dig selv og dit tøj).

Når det føles godt, og du synes du ser godt ud, så er din styling lykkedes, og du kan notere dig, hvilken type overdel, du har kombineret med dine bukser. Den type kan du så sy dig en lille håndfyld af med forskellige detaljer og i forskellige metervarer. Så har du hurtigt 4-5 overdele, du kan kombinere med dine nye bukser.

Mangler du inspiration til at komme i gang, er internettet et godt sted at starte. Du kan fx. søge efter “classic pants styling” i google billeder eller på pinterest, så kommer der en masse gode billeder med forskellige måder at lave styling med klassiske bukser.

Her på Sysiden vil vi også gerne inspirere dig med de overdele, vi synes fungerer rigtig godt sammen med de klassiske bukser. Så her får du vores bud på 2 mulige måder at style februars bukser.

Styling inspiration: Hverdags luksus

Vores første bud på styling af de klassiske bukser, er at opgradere hverdags garderoben til lidt ekstra luksus. Det synes vi er ret vigtigt, for det er jo trods alt hverdagene, der er flest af. Og vi fortjener alle sammen lidt ekstra luksus! Du ved, de der små ting, der gør en glad og godt tilpas dagen igennem. Som fx. når tøjet nærmest krammer en hele dagen, fordi det er så lækkert.

Pant styling

Hverdagsluksus med blonde sweatshirt, stiletter og toppe med draperinger.

Det skal du sy:

* Sy en basis t-shirt i en lækker uldjersey, som holder dig varm i mange år.

* Lav en top med vandfald i viscose eller måske endda silkesatin. De feminine draperinger vil være en god kontrast til de herrestils inspirerede bukser.

* Sy en sweatshirt i blondestof, og føl dig feminin uden at gå på kompromis med bevægeligheden i tøjet.

* Og snup stilletterne en gang imellem. De passer perfekt til de klassiske bukser.

Styling inspiration: Glimmer og glitter

De klassiske bukser er oplagte til mange typer fester. Måske ikke lige det helt store slots-bryllup, men det er jo trods alt også de færreste der går til mange af sådan nogen. Men de der mindre fester og festligheder, hvor man skal være pæn, men hvor balkjole er at gå lige rigeligt “all in”, kan en pæn udgave af klassiske bukser være gode, med den rigtige styling.

Hvis bukserne skal være pæne og holde sig længe, så vælg stof med uld i. Ulden kan dampes og formes, og er i det hele taget nem at få til at se godt ud – også efter flere timers brug.

 

Pant styling 2

Klar til fest med fine toppe, glimmerneglelak og fede sko.

Det skal du sy:

 * Vælg skinnende eller mønstrede metervarer til toppe.
* Sy toppe med draperinger som fx. vandfald. Det behøver ikke være foran, men kan også være vandfald i ryggen.
* Pynt med “glimmer” detaljer som små bånd eller perler. Bare pas på det ikke bliver for “bling” agtigt. Placer pynten meget velovervejet, og kun hvis det ellers giver mening i designet.
* Pep det hele op med en neglelak, der bliver lagt mærke til. Fx. en med glimmer.
* Sy dine bukser i en klassisk farve, så de er nemme at kombinere med forskellige overdele og sko, der er værd at lægge mærke til. Bukserne kan sagtens bruges til flere fester, når bare stylingen ændres. Der er ikke en sjæl, der vil opdage, at du havde de samme bukser på til sidste fest, hvis alt andet er skiftet ud.

Nu er det din tur!

Vi vil rigtig gerne høre fra dig. Hvordan er din yndslings styling af dine klassiske bukser? Hvad har du sat sammen med bukserne, som bare fungerede perfekt? Fortæl os det i en kommentar!