kropstyper

Kvinder, Kropstyper og nederdele

I dag skriver stylisten Katrine om kropstyper og nederdele – og især med fokus på de kropstyper, der har fyldige lår, numse og mave. Læs mere om Katrine HER.

Kvinder, kropstyper og nederdele

Som personlig stylist er jeg vant til at kigge på kvindekroppe. Jeg har i flere år studeret dem intenst og har sågar skrevet en bog om dem. Gennem mit arbejde har jeg også erfaret, at det der optager kvinder allermest er, at de er i tvivl om HVAD der klæder netop dem og deres KROP. Mest fordi vi oftest tænker i tøj-størrelser og knap så meget i kropstyper. Og det er ærgerligt, for kender og forstår du først din kropstype så har du taget det ultimativt første skridt på vejen til et smukt ydre. Når du først ved, hvordan du er sat sammen rent visuelt, så ved du også, hvordan du skal klæde dig for at få det optimale ud af din figur.

Det er naturligvis individuelt, hvad vi ønsker at fremhæve og camouflere. Og heldigvis for det – ellers var kvinde-billedet jo pænt ensformigt (læs: kedeligt) at se på.

Der findes lige så mange forskellige kvindelige kropstyper som der findes kvinder på jorden, altså ca. 3,5 milliarder. Dvs. ganske umuligt at skitsere dem alle. Her på vores breddegrader findes der dog hovedsageligt 7 og jeg har inddelt dem således: Dråbe, Rund, Rektangel, Kurvet, 8-tal, Sporty og Firkant. Hver kropstype har sine unikke træk, fordele og udfordringer. Her kigger vi nærmere på de af dem der har fyldige lår, numse og mave (Kurve, Rund og Dråbe, og af til også 8-tallet).

Materialer

Det er vigtigt du tænker en hel del i det materiale din nederdel skal sys af, altså selve stoffet. Vælg nogle gode forholdsvis lette materialer der falder smukt og ikke klæber til din krop. Er stoffet for stift og uden form vil du hurtigt se kasseformet ud.

Mønstre, farver mv.

Du har masser af facon, så kunsten er ikke at tilføje mere fylde til din krop netop her, eller i hvert fald gøre det elegant. Dvs. pas på med flæser, lommer, læg og andre alt for voldsomme udsmykninger. Husk at mørke farver formindsker og lyse farver forstørrer. Og tænk over, at mens brede vandrette linjer forstørrer, gør diagonale, lodrette og asymmetriske linjer smallere og trækker sammen. Kan du finde noget stof med små fine detaljer er det at foretrække, da store mønstre (fx blomster a la Marimekko) gør større.

Længder

Høje kvinder kan lettere slippe afsted med lange nederdele end lavere kvinder. Er du knap så høj (eller vil du gerne syne højere) skal din nederdel slutte ved knæene, evt. lidt over. Det er altid en god idé at lade dine nederdele slutte på det smalleste sted. Er du fx irriteret over kraftige lår eller lægge så sørg for, at din nederdel (eller kjole) slutter enten over eller under det kritiske område.

Fokus

Det jeg bl.a. synes er så fantastisk ved mit arbejde er, at ligegyldigt, hvordan du ser ud er det muligt at rette fokus lige præcis der hvor du ønsker det. Her er nogle gode fif:

  • Brug stærke farver, der hvor du vil ha opmærksomhed. Har du et mørkt sæt tøj på og et rødt bælte er det kun bæltet man lægger mærke til.
  • Vi elsker hud. Vis hud, hvor du er stolt af den. Kraveben, arme, skuldre, ben, ryg osv. Det behøver ikke være i store mængder – en smule er nok.
  • Begyndelse og slutning. Vores øjne falder naturligt der, hvor der ”sker noget”. Altså hvor længder begynder eller slutter. Overgangen fra én farve til en anden. Fra mønster til ensfarvet. Fra stof til hud. Osv. Og det er en fantastisk måde, hvorpå du kan regulere hvad du ønsker fremhævet og nedtonet.
  • Og så er det jo vigtigt at huske på, at du i princippet jo kan (og skal) gøre som du har lyst uanset, hvad moden og andre dikterer. En kvinde der hviler i sig selv og sit tøj er smukkere end noget andet, hvis du spør mig.

Du kan læse mere om mig på www.katrineholck.com. Her kan du også gratis downloade bogen om De 7 Kropstyper.

KH Logo med web

2 replies

Trackbacks & Pingbacks

  1. […] Katrine har også skrevet om kropstyperne her på bloggen. Du kan læse hendes indlæg her. […]

  2. […] Glæd dig til at læse mere. Katrines første blog-indlæg er lige HER. […]

Kommentarer er lukkede.