Mønster-hacking: 1 mønster – mindst 4 designs

Hænger du fast i, at du kun kan bruge et mønster til det design, det er lavet til?

Så forbered dig på at der lige om lidt åbner sig en helt ny verden for dig!

Du kan nemlig SAGTENS bruge det samme mønster til flere forskellige designs! Det har faktisk et navn: mønster-hacking.

Mønster-hacking går ud på, at man bruger et bestemt mønster som basis model. Og så ændrer man designet, så man får et helt andet mønster ud af det.

Lyder det svært?

Det kan det skam også være, hvis man ikke vælger sit basis mønster og sine designændringer med omhu, så de passer sammen og passer til det stof, man vil sy i.

Men med lidt viden og lidt tålmodighed, så behøver det på ingen måde være en uoverkommelig opgave at lave sine egne mønstre med udgangspunkt i nogen, man allerede har.

Faktisk er det lige præcis det, vi giver dig redskaber og viden til at gøre gennem Sysidens magasiner. I hvert magasin er der inspiration og trin-for-trin guides til at ændre mønstre, så de får lige præcis det design, der passer til dig.

Vores marts tema er ikke anderledes. Mønsteret er en oversize bluse med V-hals, men er du ikke til V-halse eller til blusens længde eller ærmernes afslutning, så skal der altså ikke være noget, der bremser dig i at ændre det!

Vi gør det selv hele tiden. Ændrer vores egne mønstre. Se bare billederne her, af de bluser og kjoler, vi har syet efter mønsteret til den oversize t-shirt.

 

Oversize t-shirt Nr. 1 – Originalen

Den første version er den oprindelige. Det er sådan mønsteret er, når du har printet og samlet det. Vores udgave er syet i Gots certificeret bomuld fra Stof og Stil. Sømmene er syet som franske sømme og halskant og ærmegab er kantet med et 6 mm bredt (eller skal vi sige smalt?) skråbånd. Vi lærer dig hvordan du laver dine egne skråbånd i Sysiden fra Marts 2015, og i vores online medlemsklub er der en bonus guide til hvordan du syr skråbåndet i V-hals udskæringen. Den får du adgang til, så snart du logger ind i syklubben.

bluse9 Oversize Bluse bluse7

Oversize t-shirt Nr. 2 – Effekt med skråbånd

Den næste version er syet af Randi, som er medlem af Sysidens online syklub. Hun har syet i et smukt printet stof fra Stof & Stuff, og har valgt en afslutning på ærmegabene, hvor man kan se skråbåndet. Den teknik kan du lære i dette blogindlæg.

Det var Randis første opsyning af blusen, og hun syntes den blev lidt for kort. Og det er faktisk sådan noget, der er ret smart at tjekke i en prøveopsyning, for så kan man nemlig lave det om i sin næste udgave – som så bliver det første mønster-hack. Man kan sagtens lave flere ting om i det samme mønster-hack, fx. ændre både længde og halsudskæring.

bluse15 bluse13 bluse16

Oversize t-shirt Nr. 3 – Rund hals og kortere ærmer

Signe har leget lidt med kontraster. Ærmerne er kortet af, og der er sat en rå-hvid indfældning ind på ærmerne. Og så er halsudskæringen lavet rund. Det er noget nemmere at sy, end når der er V-hals, og det giver en helt anden effekt i blusen på en nem måde. Du kan se i dette blogindlæg, hvordan du ændrer en halsudskæring.

Længden er lavet lidt længere, så blusen kan komme ind i en nederdel. Men ikke så lang, at den ikke også kan være ud over et par bukser.

Stoffet er en basis viscose fra Citystoffer, og silken, der er syet på, er en rest fra skabet.

bluse5 bluse8

Oversize t-shirt Nr. 4 – Kjolen

Maria følte ikke for en oversize bluse, den dag vi syede modeller til fotoshoot. Så hun hoppede i med begge ben, og hackede mønsteret om til en kjole med bådhals og slids i ryggen.

Det lykkedes, og blev hurtigt en favorit! Kjolen er syet i jersey, så der er stræk i stoffet. Syr du en kjole i vævet stof uden stræk, skal du tjekke at du kan have bagdelen (a.k.a hoftevidden) i den, og evt. lave mønsteret bredere, hvis det kniber lidt. Der kan være behov for en slids i bunden, hvis du syr kjolen i vævet stof. I Sysiden magasinet fra marts 2015 er der en trin-for-trin guide til at hacke blusemønsteret til en kjole.

bluse10 bluse17

Kan du se, hvor nemt det er, at hacke mønstre?

Med ganske få teknikker kan du lave de 4 modeller vi har vist her. Og faktisk mange andre også, alt efter hvordan du kombinerer teknikkerne. De teknikker, vi har brugt, er:

1. Ændre halsudskæring / ærmegab (det er samme princip).
2. Lave en indfældning.
3. Ændre vidde i sidesømmene.
4. Ændre længde til kjole.
5. Sy skråbånd på 2 forskellige måder.
6. Belægning i halsudskæring.
7. Lave en søm midt bag, som kun bliver syet sammen for oven og fra taljen og ned. Åbningen i sømmen udgør “slidsen” i ryggen.

Der er inspiration til endnu flere mønster-hacks i magasinet i marts, som kan downloades her<–