stramme jeans - sy dem selv!

Stramme jeans – sy dem selv!

Stramme jeans er noget af det sværeste at finde et godt symønster til. Men vi har lavet et! Det er en del af maj/juni temaet i vores Online Syklub.

Det er ikke et mønster vi bare lige har danset ud af blyanten på en enkelt eftermiddag. Faktisk har vi brugt flere år på at researche, teste og tilrette A-L-L-E opskrifter, variationer og udviklinger af mønstre til stramme jeans, vi har kunnet finde på dansk. Vi har testet og manipuleret med materiale fra 4 danske uddannelser og vi har adskillige internationale bøger og blogposts om jeans med i vores research. Alligevel har intet af det virket.

Indtil nu. Vi fandt en lille bitte forskel et lille bitte sted. Og nej, vi siger ikke hvad det er. Men den lille bitte forskel gjorde hele den store forskel. Og nu sidder vores jeans som jeans skal sidde!

stramme jeans - sy dem selv!

Det giver jo lyst til at lave tonsvis af jeans! Men man kan kun lave et symønster ad gangen, og vi har valgt at starte med et mønster til stramme jeans. De kræver af stoffet, at der er stræk i det, ellers vil pasformen blive virkelig ringe. Med den rigtige mængde stræk i stoffet (2-5% i de fleste typer denim) vil pasformen til gengæld være væsentlig bedre og meget mere jeans-agtig end du nogensinde tidligere har prøvet i et symønster til stramme jeans.

stramme jeans - sy dem selv!

Du har nok stadig brug for et par tilretninger, for at få pasformen helt på plads. Jeg (Signe fra Sysiden) skal fx. have lavet en stor mave tilretning, for at jeg kan passe bukserne (og nej, det ville ikke hjælpe hvis jeg tog en større størrelse – det ved du allerede hvis du er trofast læser af vores symagasiner). Og jeg har også hævet midt bag 2 cm på modellen her, for at linningen blev lige hen over ryggen. Men det er småting, og hvad man kan forvente i alle symønstre. Det er ikke det, der gør forskellen på om bukserne sidder som bukser eller som stramme jeans.

stramme jeans - sy dem selv!

Her kommer der lige en lille disclaimer: det er vores første mønster til stramme jeans, og vi har været en tand for optimistiske. Det har resulteret i at de fleste skal bruge en størrelse større end de plejer. Jeg er fx. hoppet i en str. 46, selvom jeg normalt er str. 44 i Sysidens mønstre. Men helt ærligt. Med den røv jeg får i de her stramme jeans, der er jeg faktisk fløjtende ligeglad med hvad for en streg jeg skal tegne mønsteret af efter. Når stramme jeans kan sidde så godt og være så behagelige, så kan de hedde hvad de vil – jeg går i dem!

stramme jeans - sy dem selv!

Nu er det ikke kun pasformen, der gør et par jeans til jeans. Der er også en del designdetaljer, der hænger sammen med jeans. Baglommerne med stikninger er for eksempel en let genkendelig detalje. Husk at designe dine egne linjer til stikningerne – det er ulovligt at kopiere de store mærkers, og de har faktisk ofte patent på stikningernes mønster, og har folk ansat til kun at stoppe kopier. Mine stikninger her må du nu gerne kopiere, hvis du kan li dem.

Den kvikke læser vil se at jeg har glemt pyntestikningen i skridtsømmen. Den kan ellers være en god idé at få med, for udover at den er en del af jeans-designet, så er den også med til at forstærke sømmen, hvilket kan være rart i et par stramme jeans.

stramme jeans - sy dem selv!

Bæltestropperne er også vigtige på jeans. De må gerne syes lidt “råt” på fra ydersiden. Hvis de er syet godt fast betyder det ikke noget at enderne på bæltestropperne ikke er ordnede, men bare er rå kanter. De kommer måske til at trævle en lille smule med tiden, men det er en del af designet i jeans – de skal blive slidte med tiden. I bonus materialet i Sysidens online syklub ligger der en guide til at sy bæltestropper, hvis du har brug for sådan en.stramme jeans - sy dem selv!

Kan du se det knæk i benene, de her jeans har? Det er en af de ting, der er ved en jeans pasform, som ikke er i almindelige bukser: jeans er lidt hjulbenede. Det betyder ikke at du skal være hjulbenet for at de sidder godt. Men det er en del af forklaringen på, at jeans sidder anderledes end alle andre bukser.

stramme jeans - sy dem selv!

Denim er et stift materiale, og stramme jeans er så stramme, at der hurtigt kommer folder i stoffet. Det er en del af designet, og noget af det man ofte prøver at skabe “kunstigt” ved hjælp af forskellige modevaske, fremfor at lade folderne komme af sig selv i brug. I den denim jeg har valgt kommer folderne hurtigt. Her er bukserne fotograferet efter en enkelt dags brug, og der er allerede godt markerede folder ved knæene. Mine jeans er altså allerede ved at forme sig efter kroppen, og de bliver helt sikkert hurtigt yndlingsbukser.

Du kan også selv sy dine næste yndlings jeans!

Download mønsteret og lær meget mere om jeans og denim i Maj/Juni temaet i Sysidens online syklub <—

2 replies
  1. Lone Thomsen says:

    Jeg er allerede SÅ glad for mine jeans og flere er på vej.
    Tak for et super godt mønster.

Kommentarer er lukkede.