sy bluse med belægning

Designændring: Tegn en belægning.

Sysiden 12 (oktober-november 2015) byder på en top-trendy skjortebluse til lette vævede stoffer. Blusen har stolpelukning og krave, og det er netop de detaljer der er med til at give den skjortebluse-looket.

Men. Både krave og måske især stolpelukninger, kræver lidt øvelse for at blive helt gode. Og tid. Og måske har du bare lyst til super hurtigt at sy en nem bluse af det lækre stof du har på bordet. Og have den på i aften. Hvad gør du så?

Du syr en belægning i stedet!

Eller det gjorde jeg i hvert fald. Det er et virkeligt godt alternativ – og i denne og næste blogpost, viser jeg dig hvordan du tegner belægningen, klipper og markerer stoffet og derefter syr det hele, så du får et lækkert resultat.

Hvad er en belægning?

En belægning er kort fortalt en spejlvending af en kant af dit tøj, i dette tilfælde halskanten, som bruges til at kanten kan afsluttes på en pæn måde.

Sådan tegner du mønstret til blusens belægning:

Du skal bruge de mønsterdele, der er ved den kant du skal tegne belægning til. Med skjorteblusen her er det forstykket og bærestykket.

Jeg plejer at tegne belægningen på selve mønsterdelene, og så tegne belægningsdelene af bagefter.

Jeg vil gerne have den færdige belægning til at være 4 cm bred, så jeg tegner belægningen 3 cm bred (og lægger senere 1 cm sømrum til).

Forstykkets belægning:

Forstykket på blusen har åbning – en slids – midt for. Når jeg skal sy belægningen på, er det nemmest, hvis den ikke er klippet åben (jeg klipper den efter syningen), så jeg lader midt-for linjen på forstykket (og belægningen) fortsætte helt op til halsen.

Start altså med at forlænge midt for-linjen.
Tegn herefter sylinjerne (altså det, der før var kanten). Overvej om du vil have hals-slidsen til at være mindre nedringet (Det gjorde jeg ikke, og den er liiiige nedringet nok. Næste gang vil jeg nok hæve den ca. 3 cm) og tegn evt. de nye sylinjer.
Og så laver du egentlig bare en kurve, 3 cm fra halskanten, der følger kurveforløbet på halskanten.

Her har jeg tegne belægningen på mønsterdelene med pink. Fortsættelsen af midt for-linjen er stiplet pink og jeg har skraveret det område der senere vil være klippet åbent.

tegn belægning

 

Læg mærke til at jeg har tegnet kurven hvor hals og slids-åbning mødes ret flad. Det er så det er nemmere at ordne kanten på belægningen på overlockeren før du syr den på.

Bærestykkets belægning:

På bærestykket er det meget simplere (og meget som det plejer at være på almindelige halskanter): Tegn belægningen 3 cm fra halskanten hele vejen fra Midt bag og til sømmen, der skal sys på forstykket.

belægning2

Og det er sådan set det. Tegn belægningsdelene af, læg sømrum til de nye mønsterdele og klip dem ud.

Sådan her ser mine belægninger ud, efter de er tegnet af.

belægning3

 

Klip herefter 1 forbelægning mod fold og 1 bagbelægning mod fold i stof og vlieseline (brug gerne en ekstra tynd vlies, når du syr i let skjortestof).

Markér enden af sylinjerne i hals-slidsen med små hak i halskantens sømrum både på for-belægningen og på forstykket. Og klip også helst forstykket mod fold hele vejen – det gør det meget nemmere at sy halskanten pænt.

Markér også slidsens bund (altså bunden af sylinjen) med en knappenål og evt. også med kridt.

belægning4

For nu er vi nemlig klar til at sy belægningen. Se hvordan du syr belægningen i næste indlæg, som du finder HER

 

 

1 svar

Trackbacks & Pingbacks

  1. […] Her den anden dag viste jeg dig hvordan du laver et mønster til en halsbelægning. Det kan du f.eks. bruge hvis du vil sy en nem udgave af blusen i Sysiden nr. 12 – sådan en udgave, der ikke har stolpelukning. Du kan se hvordan du laver mønstret til belægningen HER. […]

Kommentarer er lukkede.